Selvom internettets valuta er data og reklamer, så er der intet så godt som kolde kontanter.

Derfor lancerer Zuckerberg-imperiet Facebook Pay, Google arbejder på at tilbyde en bankkonto, mens browseren Brave kæmper bravt imod den voldsomme dataindsamling med en ny betalingsmetode, der skal understøtte godt indhold på nettet.

I de korte nyheder tager vi på en regulær world tour.

Selv med robotproduktion af gummisko, har Adidas måtte sande, at det ikke er billigt og effektivt nok at producere i Tyskland og USA, så nu bliver robotterne sendt til… Asien.

I Rusland arbejder de på at kunne afkoble landet fra internettet i krisesituatoner. I Uruguay tror man at elbiler, der afspiller en særlig rar lydfrekvens, kan få planter til at gro og dermed heale planeten. Og i Instagram-land risikerer du nu at møde opslag, hvor antallet af likes er skjult.

I gadgetland er Motorolas ultrapopulære fliptelefon fra midten af 00’erne blevet genfødt med en bøjelig skærm. Apple har genopfundet et tastatur, der rent faktisk virker efter hensigten. Og så vil danske iværksættere genføde TV’et som en dum skærm.

I Plus/Minus kigger vi på, om det er OK at optage medarbejdere med skjult kamera i kampen for at sikre it-sikkerheden.

Og i ugens tip opfordrer vi til at tage en tur i en elbil — for det er bare en ret fed oplevelse.

Til sidst bringer vi en rettelse. Vi har løjet, bedraget og leveret fake news. I sidste uge kom vi for skade at sige, at musikhittet Unbelievable fra 90’erne var lavet af KLF. Det var naturligvis EMF. Vi beklager.

Som altid kan du eksklusivt lytte til SuperDigital på Podimo. Tak fordi du lytter med!