Hvor går grænsen? Det kunne meget vel være den mest dækkende overskift for nyhederne i ugens SuperDigital.

Apple tækkes Rusland ved at indlemme halvøen Krim i Putins rige, når man bruger Apples korttjeneste i Rusland. Det sker på trods af, at både EU og USA er rimelig enige med Ukraine om, at den retmæssige ø-ejer er... Ukraine.

Facebook deler pengegaver ud til Odense Kommune som en lille særlig tak til lokalsamfundet, der har været så søde at lægge jord til Zuckerberg-imperiets første datacenter på dansk jord. Pengene skal bruges til at "styrke kompetencerne hos skolelærere og medarbejdere i flere af kommunens børnehuse".

Det populære børne-sociale-medie TikTok deler karantæne ud til en amerikansk bruger, der i en video taler om internering af muslimer i Kina. Men — siger det kinesiske firma — det har slet ikke noget med den video at gøre, for den 17-årige pige havde blot overtrådt en anden af firmaets regler. Uanset har pigen nu fået sin konto tilbage, efter at mediemøllen havde tvunget TikTok gennem den svære diplomatiske disicplin, at afvise at de er i lommen på det kinesiske styre

Som det nok forstås, er det svært at finde grænsen mellem politik og tech. Og det gælder også grænsen mellem venskab, fælles interesser og lobbyisme. Det har Apple ligeledes måtte sande i den forgangne uge, hvor firmaets direktør Tim Cook  har fået ørene i maskinen for at være lidt for tæt med the Donald.


Ugens korte nyheder

I de korte nyheder giver vi — med hjælp fra Mozilla - tips til indkøb af internetforbundne gadgets, der ikke er alt for creepy.

Robotterne, der skulle stjæle jobs på danske hospitaler, er til gengæld blevet smidt til genopladning i garagen, mens der arbejdes på en opdatering, som rent faktisk gør dem hjælpsomme.

Hvis man har undgået at blive erstattet af en robot, kan man til gengæld risikere at blive overflødiggjort af en kunstig intelligens. Det har Lee Se-Dol, super-stjernen indenfor det 2.500 år gamle og superkomplicerede brætspil Go, måtte sande. Han har derfor meddelt, at han går på pension i en alder af blot 36 år. Årsagen er ifølge sydkoreaneren, at han ikke kan komme sig over, det forsmædelige nederlag han led til AlphaZero — det Google-ejede firma Deepminds AI, der bankede Lee Se-dol 4-1 tilbage i 2016. "Selv hvis jeg bliver nummer ét, er der en enhed, der ikke kan besejres", lyder begrundelsen fra Lee Se-dol.

En anden ting, der er svær at besejre, er de snørklede privatlivsbetingelser, der konstant bliver smækket op på vores skærme, og som tigger om, at du bare siger 'ja tak'. Det vil servicen Do Not Sign gøre op med ved hjælp af en veltrænet algoritme, der læser betingelserne for dig — dog foreløbig kun på engelsk.


Plus/Minus

I ugens Plus/Minus går bølgerne højt. Internettets grand old ophavsmand, Tim Berners-Lee har i den forgange uge lavet en "Contract for the Web", der skal sikre at internettet ikke kører helt af sporet.

Og den deler mildest talt vandene mellem Anders og Nicolai, der uddeler karakterer i hver sin ende af skalaen.


Husk et "kondom" til din computer

Hvis du dyrker ubeskyttet internetbrowsing, så er du også selv udenom det.

Nogenlunde sådan lyder det i ugens tip, hvor vi snakker om VPN-apps — i særdeleshed i forbindelse med surf på åbne netværk.

Den hurtige version er, at der er tre tommelfingerregler:

  1. Surf aldrig på et åbent netværk uden VPN (som Nicolai netop har gjort)
  2. Brug ikke gratis VPN-apps (som SuperDigital-lytteren Jim gør)
  3. Selv de bedste betalte VPN-apps (som Anders betaler for) kan have problemer med sikkerheden — så kig dig for.

Som altid finder du ugens episode af SuperDigital på Podimo.

God weekend!


Links vi har lovet i podcasten

Mozillas guide til gadgets der ikke er alt for creepy:

*Privacy Not Included: A Buyer’s Guide for Connected Products
Smart home gadgets, fitness trackers, toys and more, rated for their privacy & security

Tim Berners-Lee kontrakt for et bedre internet:

Contract for the Web
A global plan of action to make our online world safe and empowering for everyone.