Microsoft har meldt sig tilbage i mobilræset med en Android-telefon (ja, du læste rigtigt). Men ikke nok med det, så har telefonen to skærme, der kan drejes 360 grader. Vi kigger på om foldetelefoner er fremtiden eller blot en dum gimmick? Og hvorfor alverden styresystems-kongerne fra Microsoft nu laver telefoner, der kører på Googles Android?

Det har samtidig givet anledning til et nyt element, vi kalder PR-kanonen, hvor vi skyder med skarpt efter den enorme mængde af marketings-gas, der følger i kølvandet på lanceringen af nye gadgets.

I de korte nyheder kigger vi blandt andet på en markant — men god — opstramning af reglerne for cookie—tilladelser på hjemmesider. Vi fortæller om muligheden for at lease en veludviklet robothund, og politikernes tanker om at indføre en særlig skat for Netflix og HBO.

Vi taler også nye fly. Heriblandt et med en jet-raket-motor, der lover rekordtider mellem Europa og Australien langt ude i fremtiden, og nogle nye elektriske flytyper, der allerede nu er klar til test.

I ugens Plus/Minus debatterer vi, om det er OK, at Tesla udsender software til firmaets biler, der giver dem evnen til at køre af sig selv — helt uden, der er mennesker inde i bilen — når det allerede efter få dage viser sig, at flere biler er stødt sammen med andre biler og garage-vægge.

Til sidst giver vi en mellemtid på Nicolais forsøg med at indføre en mobilhylde, som skal afhjælpe overdreven brug af telefonen, og vi giver vores bud på, om det er den rette tid at købe ny iPhone.

I ugens bonus-tip opfordrer vi til at se et længere DR-interview med Harvard-professoren Shoshana Zuboff. Her fortæller hun om konceptet overvågningskapitalisme, som hun selv er ophavskvinde til, og hvorfor hun mener, det er så problematisk med firmaer som Google, Facebook og Amazons dataindsamling og forretningsmodel. Hun er knivskarp.

Som altid finder du SuperDigital på Podimo.