Google-stifterne Larry Page og Sergey Brin har forladt moderskibet. Vi kigger på, hvad det kommer til at betyde for det firma, de startede for 21 år siden — hvis overhovedet noget.

I de mere hjemlige farvande er Margrethe Vestager nu påbegyndt arbejdet med at få styr på den digitale udvikling i Europa. Hun har sat kunstig intelligens og retten til at eje sine egne data på dagsordenen som to af de første fokuspunkter.

I den mere kulørte afdeling har Pablo Escobars bror lanceret en foldbar smartphone(!), der har fået navnet Escobar Fold 1.

I USA har Apples iPhone været beskyldt for (muligvis) at dele informationer om brugerens lokation, selv når lokationsdata er slået fra. Men Apple har en (god) forklaring på miseren.

God forklaring eller ej, så vil Rusland smide Wikipedia på porten til fordel for det hjemmebryggede Great Russian Encyclopaedia. Den bliver nok også en hel del bedre og mere objektiv.


BREAKING: Et nyt techliv begynder

Der er også breaking news i ugens podcast, hvor vi kan afsløre, at vi i starten af 2020 starter et skriftligt techmedie, som vi har navngivet Techliv.

Meget groft fortalt bliver det en skriftlig udgave af det du allerede kender fra SuperDigital-universet. Det vil sige nyheder, perspektiv og analyse med fokus på hvordan teknologien påvirker vores liv og vores fællesskaber — og på den lidt større klinge hvordan tech ændrer vores kultur og samfund. Det bliver naturligvis krydret med tips og guides til at navigere den altid komplekse digitale verden.

Sus meget gerne over på techliv.dk og bliv gratis medlem. For ja, vi håber at kunne skabe et fællesskab, som du har lyst til at være med i.


Er privatliv det nye CSR?

Det var også ugen hvor Twitter kom på banen med nye privatlivs-tanker. Vi kigger på om det betyder noget, når techgiganterne pludselig går op i privatliv, eller om privacy blot er det nye CSR — altså noget man skal sige, man er fed til.

I  Plus/Minus vender vi luppen mod FBIs anbefalinger om at undgå russiske apps, og advarsler om at du risikerer at blive hacket og udspioneret via dit smart-TV. Har FBI en pointe, eller plejer de bare amerikanske interesser?

I Ugens Tip kan du både hjælpe miljøet og sætte pluspoint på din CO2-aftryks-konto. Alt du skal gøre er, at slå funktionen “Find” fra på din telefon eller Mac, hvis du giver den væk eller sender den til genbrug.

Du finder som altid podcasten på Podimo.


Links vi har lovet i podcasten

Som lovet i podcasten er her linket til den ekstremt grundige gennemgang af VPN-services, som Stefan har sendt til os.

Så hvis du keder dig i weekenden, og VIL sikre dig du får den helt rigtige VPN, så er der rigelig læsning til dig her.